Toyota MR2 er en bilmodel produceret af Toyota Motor Company mellem 1984 og 2005. MR2 står for Mid-engined Rearwheel Drive 2 Seater, dvs. en 2-sædet centermotorbil.
MR2'eren er en ægte centermotorbil, på både godt og ondt. Godt, fordi det er, og bliver, den mest optimale vægtfordeling i en sportsvogn. Ondt, fordi den i hænderne på en uerfaren og overmodig kører (en farlig cocktail i enhver bil!) kan medføre kraftig overstyring (dvs. bilen spinder rundt).
MKI'eren er i skrivende stund mellem 16 og 20 år gammel, og selv om kvaliteten på MR2'erne er typisk Toyota og dermed ligger godt over gennemsnittet, begynder alderen at melde sig. Det kan derfor være svært at finde velholdte biler i dag. De biler som er (hysterisk) velholdte skifter sjældent ejere.
Det er derfor også i disse år det vil vise sig om MR2'eren bliver den klassiker som mange mener den fortjener.